Byfornyelsen i Nørre Snede er blevet kåret som årets bedste projekt, når det gælder borgerdialog. Det skete da 240 kommunikationsfolk den 25. november 2011 deltog i de danske kommuners
Kommunikationsdøgn.
 |
Jeanette Ishi Lehn |
Chefredaktør for nyhedsmagasinet,
Danske Kommuner, Tom Ekeroth, overrakte prisen på 6.000 kr. til projektkoordinator Jeanette Ishi Lehn fra
Ikast-Brande Kommune. Beløbet vil blive brugt til et fælles arrangement for alle som har været aktivt involveret i projektet i Nørre Snede.
Afstemningen fandt sted via sms-stemmer hvor deltagerne i Kommunikationsdøgnet skulle vælge mellem fire nominerede projekter ud af i alt 17 indstillede. De øvrige tre nominerede projekter var:
- De unges stemme om uddannelse i Gribskov Kommune
- Busplanlægning i Roskilde Kommune
- Struktur i dagtilbud i Faaborg-Midtfyn Kommune
Hvert af de nominerede projekter fik fem minutter til præsentation. Byfornyelse med hjertet’s projektkoordinator, Jeanette Ishi Lehn, fortalte i ord og billeder om metoder til dialog, resultaterne og de udfordringer, som byfornyelsesprojektet i Nørre Snede nu står overfor.
Dommerpanelet bestod af Anne Tortzen, direktør for Center for borgerdialog, Torben Dan Pedersen, direktør i Operate, Winnie Jakobsen kommunikationschef i Høje Taastrup Kommune, Tom Ekeroth, chefredaktør Danske Kommuner og Ane Eggert, kommunikationsrådgiver i KL.
Det var anden gang i træk at Ikast-Brande Kommune vandt konkurrencen for kommunernes kommunikationsfolk. I 2010 blev Ikast-Brande Kommunes medarbejdermagasin UpDate
kåret til Danmarks bedste. Bladet blev lukket som del af kommunens besparelser i 2011.