onsdag den 5. juni 2013

Evaluering af byfornyelsen

Lidt forsinket bringer vi her omtale af evalueringen af byfornyelsen i Nørre Snede. Den 11. april afholdt koordinationsgruppen som sin sidste handling et evalueringsmøde sammen med en række af de kommunale medarbejder som havde været involveret.

Evalueringen viste at der er høstet gensidige dybe og konstruktive erfaringer som har flyttet grænser både i administrationen og hos de frivillige i Nørre Snede. Der var  stor tilfredshed med processen og dens resultater.

Evalueringen blev fremlagt på Byrådets møde den 27. maj.

Læs hele evalueringen i pdf-format

Naturen midt i Nørre Snede - for voksne (12. juni)

Fra Nørre Snede Kultur- og Biblioteksforening (NSKUBIB)

Kom med en tur på Overdrevet, onsdag den 12. juni, klokken 19:30. Nørre Snede Kultur- og Biblioteksforening (NSKUBIB) inviterer med en tur på Overdrevet, for nogle måske bedre kendt som marken, der ligger bag Schat’s hus, på vej ned mod Svanebakken og Kildebakken.

NSKUBIB har, i lighed med tidligere år, allieret sig med Morten DD Hansen, som er kendt fra radio og TV for sin store viden som naturvejleder og museumsinspektør. Han er ansat på Naturhistorisk Museum i Aarhus og bor i Nørre Snede.

Morten DD vil guide deltagerne gennem en lille tur på Overdrevet, og fortælle om hvilke former for plante- og dyreliv der findes her, helt lokalt. Med Morten DD’s egne ord, er der masser af planter, insekter og ”en enkelt syngende fugl” at finde, på Overdrevet en onsdag aften klokken 19:30.

Der er mødested på Skovbakken, ud for Anlægget, hvor vi sammen vil følges ad over på Overdrevet. Der er gratis deltagelse. Husk tøj efter vejret. Tag gerne en ven eller måske naboen med.

tirsdag den 4. juni 2013

Naturen midt i Nørre Snede - for børn (8. juni)

Pressemeddelelse fra Børnekulturfabrikken

Børnekulturfabrikken afholder et arrangement i Nr. Snede lørdag den 8. Juni fra 13:00-16:30. Denne gang skal vi udforske naturen i Nr. Snede by, hvorefter vi vil arbejde med et kunstnerisk udtryk, inspireret af samtidskunsten.

Arrangementet er for de 7-12 årige og deres voksne, men hvis der er børn, der har mod på at deltage alene er de velkomne. Naturvejleder Morten DD Hansen fortæller og viser hvad naturen rummer af kryb, kravl og krat på "overdrevet". Herefter vil kunster Line Sandvad Mengers give en kort introduktion til forskellige kunstneres arbejde med naturen som udgangspunkt, hvorefter vi selv går i gang med at lave egne værker.

Inspireret af blandt andet kunstnerparret Lois og Franziska Weinberger, laver vi i samarbejde selv små stykker natur som vi udstiller et sted i Nr. Snede. Vi 'flytter' altså lidt på naturen og ser hvad der sker! Så mød op, hvis du er vild med natur og har lyst til at udforske den på en ny og inspirerende måde.

Vi mødes på torvet og starter med lidt at spise, så de, der eventuelt har deltaget i Klovneløbet samme dag, kan være med. Dagen afsluttes med en lille festlig fernisering af projektet.
Vi glæder os til en hyggelig eftermiddag og håber på en god opbakning fra børn og deres voksne.

Prisen for denne dag er 25,- pr. barn. Tilmelding til dagen skal ske senest d. 6. maj på: bornekulturfabrikken@gmail.com. Skriv navn og alder.

I Nørre Snede vil borgerne selv drive deres by!

Pressemeddelelse fra Nørre Snede Lokalråd og Ikast-Brande Kommune

Hvad sker der, når aktive borgere har lyst til at overtage en række af kommunens driftsopgaver? En flok handlekraftige borgere fra Nørre Snede gør forsøget.

Ikast-Brande Kommune er i samarbejde med Nørre Snede Lokalråd ved at søsætte et forsøg, hvor Nørre Snede Lokalråd sammen med andre foreninger og et antal frivillige overtager en række driftsopgaver fra Ikast-Brande Kommune. Forsøget starter d. 1. juni og løber året ud, hvorefter det evalueres. Ideen i forsøget er lade de penge, der spares på driften, komme Nørre Snede til gode.
Projektidéen er fostret i Nørre Snede Lokalråd som en opfølgning på det store engagement, der gennem de sidste år er vist med byfornyelsen. Byfornyelsen har givet Nørre Snede By et stort kvalitetsløft, og Nørre Snede Lokalråd vil gerne stå i spidsen for at fastholde borgerne i den energi. Det giver socialt engagement og ejerskab at engagere sig i at passe på byen. Inspirationen kommer fra biblioteket og NSKUBIB (Nørre Snede Kultur- og biblioteksforening), der har givet biblioteket et stort løft og gjort det til omdrejningspunktet i Nørre Snedes kulturliv.

Projektet lægger vægt på, at byens borgere på en enkel måde kan hjælpe med til at vedligeholde byen. Ejerskabet vil ikke kun omfatte de direkte involverede, hvem smider for eksempel et stykke affald på gaden, når det er ens bedstemor, der er med til at samle det op?

Henning Berg fra Nørre Snede lokalråd siger, at ”Ikast-Brande Kommune har været med på ideen fra dag et og tror på, at byens borgere vil være med på ideen”. Henning Berg håber også, at forsøget betyder, at nogle af de ting, der ikke kunne realiseres i byfornyelsesprojektet, nu bliver mulige.
Nørre Snede Lokalråd er i øjeblikket ved at rekruttere frivillige og foreninger til at løse opgaverne.
Støtte til aktive borgere
Ikast-Brande Kommune forsøger under navnet Mental Frikommune at finde nye måder at drive kommune på, så kommunen bliver bedre i stand til at klare fremtidens udfordringer.

”Det her tiltag er i Mental Frikommunes ånd”, udtaler kommunaldirektør Henning Hansen. ”Her har vi en gruppe borgere, der aktivt har lyst til at tage et ansvar for deres lokalområde. Det kommer både byen og kommunen til stor gavn. Det er en anden måde at tænke velfærd på, som kommunen gerne vil støtte. . Jeg håber, at også andre byer og lokalområder får lyst til noget lignende.”

De konkrete opgaver som borgerne skal stå for er:
-  Renholdelse samt tømning af affaldskurv ved miljø-øer
-  Indsamling af løst affald på offentlige arealer
-  Renholdelse af granitsten, skilte og pæle på Indre Hjertesti
-  Renholdelse af skilte og pæle på Ydre Hjertesti
-  Renholdelse samt tømning af affaldskurv ved shelters på Hærvejen
-  Vedligeholdelse af shelters og bænke samt supplering med brænde ved bålplads på Hærvejen
-  Vedligeholdelse af terrænbane med tilhørende faldunderlag i Kirkeskoven
-  Flagning ved administrationsbygningen i Nr. Snede på flagdage

Yderligere oplysninger:
Nørre Snede Lokalråd:  Henning Berg, mob. 2070 8668
Ikast-Brande Kommune:  Henning Hansen, mob. 2027 9777


Se omtale på dr.dk P4 Midt & Vest
Se indslag på TV Syd

tirsdag den 21. maj 2013

Midsommerfest på Hærvejen i Nørre Snede

Af Tinne Lambertsen og Henrik Østergaard



Fra indvielsen af Torvet den 23. juni sidste år
I forbindelse med DGI 's Hærvejsløb søndag den 23. juni, som kommer gennem Nørre Snede, syntes vi - en gruppe foreninger i Nørre Snede - at det skulle festliggøres.

Vi har derfor i fællesskab sammensat et varieret festprogram på Torvet. Der kommer til at være aktiviteter hele dagen og vi afslutter med Sankt Hansbål. Nærmere information/program følger. HUSK allerede nu at sætte kryds i kalenderen, kom op og hjælp med at heppe på alle løberne og cykelrytterne der kommer gennem byen. Vi ses.
Evt. spørgsmål til Tinne W. Lambertsen (mobil 40 09626) eller Henrik Østergaard (mobil 30248766).

Nørre Snede kom ikke med i DR-semifinale

Af Henrik Østergaard, Nørre Snede Lokalråd

Desværre. I modsætning til hvordan det gik sidste år i 'Vores kunst'-konkurrencen blev vores forslag vedrørende Vandtårnet desværre ikke udvalgt til semifinalen i DR-programmet Byg Det op!
I Nørre Snede Lokalråd forsætter vi arbejdet med at undersøge om vi kan få gjort den fantastiske udsigt fra toppen  offentligt tilgængelig.
Hvis du har selv vil se hvilken udsigt der er fra toppen af vandtårnet, har Vandværket åbent hus den 22. juni hvor det er muligt at komme op i vandtårnet. Fra Nørre Snede Lokalråd skal der lyde en tak til alle der støttede forslaget.

onsdag den 15. maj 2013

Støt Nørre Snede i DR-programmet "Byg Det Op!"

Af Henrik Østergaard, Nørre Snede Lokalråd


Vandtårnet i Nørre Snede
For et par år siden var Nørre Snede med i DR's konkurrence "Vores kunst" Der kom vi til semifinalen, men fik der vores forslag fravalgt. Alligevel resulterede det i masser af positiv omtale af Nørre Snede.
Nu har DR lavet en ny konkurrence Byg Det Op! Der har vi selvfølgelig også indsendt et forslag. Se forslaget og beskrivelsen af ideen t på denne side på DRs website.

Hvis du synes godt om ideen må du meget gerne støtte den ved at klikke på "synes godt om" og måske skrive en kommentar. ¨
God udsigt fra toppen
Vi har brug for al den opbakning vi kan få, hvis vi skal have en chance. Du må også meget gerne opfordre andre til at gøre det samme. Jo flere der bakker op om forslaget, des større chance.

torsdag den 9. maj 2013

Byfornyelsen og bageren

Af koordinationsgruppen

Den 12. marts 2013 redegjorde bager Lars Holmgaard i Den lille Avis for hvorfor han måtte lukke sin butik. Den 16. april efterlyste Vagn K. Kristensen, ligeledes i Den lille Avis et svar fra byfornyelsens koordinationsgruppe (koordinationsgruppen), som Lars Holmgaard gør mere eller mindre ansvarlig for bageriets lukning.
Koordinationsgruppen er - lige som resten af byen - kede af, at vi ikke mere har nogen bager, og har indtil videre afholdt sig fra at svare, fordi anklagerne ikke har hold i virkeligheden og fordi vi har skønnet at vi ikke har kunnet komme i en reel dialog med Lars Holmgaard.
Lars Holmgaard har fra et tidligt tidspunkt i fornyelsesprojektet været indbudt sammen med de øvrige handlende, der blev berørt af projektet. Der har løbende været en dialog mellem Lars Holmgaard, koordinationsgruppen, planafdelingen og politikerne i kommunen og hans ønsker er gentagne gange blevet efterkommet - og efterfølgende ændret efter hans ønsker, ikke mindst hvad angår udformningen af parkeringsforholdene i forbindelse med hans butik.
Da hele processen med udformning af kryds, busterminal og grønne områder var tilendebragt, var man parat til at gå i gang - men inden da forestod hele det omfattende kloakeringsprojekt, der var langvarigt og en drøj tid for alle handlende og erhvervsdrivende i Nørre Snede, ikke mindst på og omkring Strøget. Det har betydet en stor omsætningsnedgang for alle. Derefter kom så selve udførelsen af torvet, som også gav rod og besvær for handelslivet.
Det var et klart ønske fra et flertal af de borgere, der svarede på de husomdelte spørgeskemaer, at bymidten, det gamle kryds, skulle gøres til et mere trygt sted for skolebørn og andre svage trafikanter. Det ønske er blevet opfyldt, men det betyder naturligvis en neddæmpning af den øst-vest gennemkørende trafik.
Koordinationsgruppen skal være de første til at beklage, at Lars Holmgaard har måttet lukke sin butik, men må afvise påstandene om at vi ikke har lyttet til hans ønsker eller på andre måder har lagt ham hindringer i vejen. Efter vores opfattelse er det de ovennævnte forhold der – desværre - har været årsag til lukningen.

Koordinationsgruppen: Bolette Kristensen, Finn Averhoff, Finn Ipsen, Henning Berg, Henrik Østergaard, Ib Andersen, Jens E. Pedersen, Karina Nissen, Lene Mølsted, Richard Andersen
(dette indlæg har også været bragt i Den lille Avis)

søndag den 28. april 2013

Koordinationsgruppen afholder orienteringsmøde mandag aften

På baggrund af diverse indlæg i Den Lille Avis omkring forløbet af byfornyelsen indbyder koordinationsgruppen alle interesserede til et orienterende møde i Kulturbanken, Bredgade 3, mandag den 29. april kl. 19.30. Mødet er annonceret i denne uges udgave af Den Lille Avis.

tirsdag den 16. april 2013

Skolegården i Nørre Snede med i Realdania-konkurrence

Renoveringen af skolegården på Nørre-Snede Skole er udtaget som et af de 17 projekter der går videre til 2. runde i projekt "Drøn på skolegården". Mindst fem projekter udvælges til realisering.

Projektet i Nørre Snede er udvalgt blandt i alt 106 ansøgninger. Projektet afvikles af Realdania, Lokale og Anlægsfonden samt Kræftens Bekæmpelse.

Drøn på skolegården er en kampagne, som skal skabe ny viden og eksperimenterende tiltag, der nytænker og udfordrer det traditionelle billede af skolegården. Tiltag, der viser, hvordan skolens udearealer kan nytænkes, så de indbyder til mere leg og bevægelse for alle børn - også de mindst aktive. Både i og efter skoletid.

Link til omtale af projektet i Nørre Snede
.